Vi har i løbet af de sidste par år set flere og flere Elløbehjul dukke op rundt omkring i landets byer. Det er en udvikling der har været rimeligt kontroversiel, og mange har talt både for og imod. Vores lovgivning har gjort plads til, at disse elløbehjul lovligt kan køre rundt, så umiddelbart er der flest kræfter der peger imod, at de skal være mere udbredte. Der er dog også nogle der er ganske kritiske.
Efter at have talt med mange af kritikerne, er jeg nået frem til den konklusion, at meget af kritikken er baseret på et fundament, jeg ganske enkelt ikke anerkender. Det viser sig nemlig, at mange af dem der er imod udbredelsen af elektriske løbehjul ser dem som en midlertidig trend. For dem er disse elektriske løbehjul noget, der blot er ?moderne? lige nu, og som derfor vil forsvinde inden længe. Hvis man ser sådan på de moderne løbehjul, så kan jeg godt forstå, at man er kritisk overfor dem. Der bliver brugt rigtigt mange ressourcer på at udbrede de elektriske løbehjul lige nu, og en række kommuner har indgået aftaler der gør det muligt at leje et elektrisk løbehjul frem for at eje det. Introduktionen af enhver form for teknologi har selvfølgeligt sine ulemper: og hvis elløbehjulet virkeligt bare var en dille, så er ulemperne selvfølgeligt det eneste man kan få øje på. Men jeg tror absolut ikke der er tale om en dille eller en midlertidig trend: for mig er det tydeligt, at det elektriske løbehjul er kommet for at blive.
Der er helt sikkert folk der lejer et elløbehjul bare for at prøve det. Det ser sjovt ud, så de giver det et forsøg. Mange af dem finder dog hurtigt ud af, at sådan et løbehjul ikke kun er sjovt at køre rundt på: det er faktisk også ekstremt praktisk! Et elløbehjul fylder nemlig betydeligt mindre end en cykel, men gør det stadig muligt at komme vidt omkring. Det bedste af det hele er, at man ikke engang er gennemblødt af sved når man når frem: løbehjulet kører af sig selv.
Alt i alt er det elektriske løbehjul den bedste løsning vi har set på, hvordan man kommer rundt i en moderne by. Det er specielt tydeligt i København. Der er rigeligt med trafik på vejene allerede, og ingen har lyst til at der skal komme flere biler til. Nogle mennesker kan cykle til og fra arbejde, men det kræver at man er i nogenlunde god form, og kan tage et bad på sin arbejdsplads. Et andet problem med cykler er, at de har en tendens til at blive stjålet. Et elløbehjul kan man derimod hurtigt springe på, komme frem til arbejdet uden tramperi og sved, og så bare folde det sammen og tage det med indenfor, hvor der ikke er nogen der kan stjæle det.